Parkens afsnit for udebanefans er ikke fodboldegnet

 

I Wolfsburg er nettet irriterende, men så tyndt at man glemmer det relativt hurtigt. Det gør man ikke på de danske udebaneafsnit.

Der har været meget polemik om FCK’s udebaneafsnit i forbindelse med kampen mod Brøndby IF.

Jo, det var da tarveligt at se på en stort set tom D-tribune, men det tarvelige var/er ikke kun forbeholdt denne kamp. FCK har til alle andre kampe valgt, at udebanefans skal sidde øverst oppe på A-tribunen helt ude i hjørnet. Op ad væggen til et af Parkens meget lidt fodboldagtige hjørnetårne. Tilmed bliver man af sikkerhedsårsager placeret bag et net, der gør den i forvejen fjerne fodboldkamp meget mere besværlig at se.

Ærlig talt, hvad er det for en måde at byde gæster velkommen på. Udebaneafsnittet er ubetinget det dårligste sted at se fodbold i Parken – ja, sikkert i hele Danmark – hvor man absolut ingen fornemmelse har af kampens nerve i forhold til spillet og stemningen på tribunerne. Placereingen gør det udelukket, at udebanefans kan byde ind med noget til stemningen for det samlede stadion eller til holdet, som man er kommet for at bakke op.

Jeg debatterede emnet med FC Københavns pressechef, Jes Mortensen, på Twitter, hvor han hævdede, at Parkens tilbud ikke var ringere end det generelle udbud i Danmark endsige Europa. Det er i mine øjne en helt tosset påstand. Det er rigtigt, at der for eksempel i Spanien, hvor der ikke er tradition for at rejse på udebane med sit hold, ofte er sløje forhold til gæsternes tilhængere. Men kigger man for eksempel i Tyskland, hvor jeg har fodboldrejst en del, er billedet helt modsat. Her gøres der de fleste steder en dyd ud af at give gode pladser og forhold til gæster. Man byder pænt velkommen til “sit hus”.

Gæstefans placeres ofte så tæt på banen som muligt og bliver dermed en del af den ofte gode stemning på stadion. Der er selvfølgelig undtagelser, ligesom der er andre elendige steder i Danmark, som sikkert næsten tangerer tarveligheden i Parken. Jes Mortensen fremhæver bl.a. Aarhus Stadion. Men hvorfor skal FC København sidestille egne forhold med andre dårlige steder? Bryster FCK sig ikke af at være et flagskib i dansk fodbold? Det er i givet fald ikke i forhold til gæstfrihed.

Tidligere sad udefans på B-endetribunen. Det blev der lavet om på, fordi der skulle være plads til et familieafsnit. På Twitter mente Jes Mortensen, at man er ensidig, hvis man ikke kan se, at det er godt for dansk fodbold, at man lærer hele familien at gå på stadion for at se fodbold… Jeg vil ærlig talt hellere lære mine børn at opføre sig ordenligt over for folk, som kommer på besøg, ved at tilbyde ordentlige forhold. Det lærer FCK-børn i hvert fald ikke i Parken.

Sagen er jo også den, at familierne bliver vænnet til at gå til fodbold med død stemning. En tilstand som klubberne tuder over i disse år, fordi folk bliver hjemme. Jeg forstår det efterhånden godt, og når TV-stationerne opdager, hvor forringet deres produkt bliver, så skruer de vel også ned for den økonomiske støtte. Men hey – måske er det præcis, hvad der skal til for at vende skuden. At stadiongængerne igen bliver regnet for andet end pølsespisende trøjekøbere (som de selvfølgelig meget gerne skal fortsætte med at være).

Og så er der de utroligt irriterende net. Det er ikke alene et FCK-problem. Det er åbenbart et dansk problem. I efteråret besøgte jeg udebaneafsnit i Haderslev, Farum, København og Wolfsburg. Det er, uanset hvad kommunikations-folk og andre af fodboldens slipsefyre siger, helt uacceptabelt at bede folk se fodbold gennem det, der bliver præsenteret for udebane fans på de tre nævnte danske stadions. I Wolfsburg var det – som altid – irriterende, men man glemte det ret hurtigt, fordi snorene var meget små. I Danmark handler kampen hovedsageligt om net, fordi materialet minder mere om tov end om snor.

Jeg er med på, at det sikkert er dyrere at hænge et acceptabelt net op, men alt andet er ikke brugbart – og meget ugæstfrit.

Götze skal hjem og kæmpe for kærligheden

Mario Götze skal hjem og nusse og kærtegne den særdeles trofaste fanskare i Dortmund, der for få dage siden hadede ham mere end pest og utro kærester, og han kan til at begynde med ikke forlange at få meget den anden vej. Der skal morgenmad på sengen i form af mål og assists, og han skal invitere på elskovsferier med udesejre over Bayern og Schalke samt triumfer i Champions League, før han inviteres tilbage i ægtesengen. Lykkes det, så er jeg sikker på, at der igen er kys og kram fra Die Gelbe Wand, når Super Mario hæver sølvtøj iklædt den sorte og gule trikot.

Sker det ikke relativt hurtigt, så bliver historien om BVB og Mario Götze en historisk fiasko.

Den måde hvorpå Götze forlod Dortmund på for tre år siden var en drejebog i, hvordan fodboldhad skabes. Nu skal offensivspilleren hjem og finde fodboldglæden i Dortmund foran 80.000 mennesker, der næppe har glemt spillerens farvel, da Bayern München betalte hans frikøbsklausul, og fravristede rivalerne deres guldfugl. Det kan blive svært, men jeg håber det lykkes, og han kan være nøglen, der igen får åbnet pokalskabet i Ruhr.

Det var ikke kun fordi, at et af Europas største talenter skiftede til rivalerne, at tilhængerne så rødt. Det var i høj grad måden, det skete på. Götze havde netop forlænget og svoret sin troskab til BVB, der var blevet tysk mester de forgående to sæsoner. Skiftet blev offentliggjort få dage før Champions League-finalen mellem netop Dortmund og Bayern München, så smerten hamrede ned lige midt i forventningens glæde.

De objektive iagttagere var stort set enige om, at det var et forståeligt skifte, da der var tale om en større klub og ikke mindst en større løncheck. Som tilhænger af BVB var alt det bare sludder, og det blev værre og værre. For mig blev det helt galt, da Götze udtalte, at han blandt andet skiftede til Bayern på grund af sydtyskernes gode fans?!?, og da spilleren kort efter sagsøgte et rap-band for at lave en smædesang om ham, var den sidste flig af sympati flået ud af kroppen på mig. Jeg glædede mig bare til at han blev losset ad helvede til (bogstaveligt talt).

Da jeg få måneder efter så Mario Götze afgøre kampen mellem Dortmund og Bayern, havde jeg lyst til at flå fjernsynet ud af væggen og bruge rawlpluggene som bideskinner for ikke at skrige. En gennemført modbydelig fodbolddag.

Siden er meget vand løbet under broen, og nu vil Mario Götze så hjem igen, efter et ophold i Bayern, der bedst kan betegnes som under middel. Han blev aldrig den profil, som Pep Guardiola forventede, da han ved sin ankomst hentede den 21-årige lynhurtige, målfarlige og driblestærke knægt.

Jeg synes, det er ret fedt, at Götze kommer tilbage, for han er en af de bedste spillere, jeg har oplevet i klubben, siden jeg tabte mit hjerte til den. Men jeg bor i Danmark, og selvom jeg gerne bilder mig ind, at jeg er vældig stor fan af Dortmund, så er der meget langt fra mit engagement til de godt 25.000, som uge efter uge står på den gule væg og uden at overdrive – lever for Borussia Dortmund. Det er ikke mig, Götze skal overbevise, for det er ret nemt. Jeg er billigt til salg! Det er Westfalenstadion som skal overbevises, og det fornemmer jeg kan blive svært efter afskeden i 2013.  Det er en forsmået ægtefælle, som han skal hjem og genetablere et forhold til, og her er der kun en ting der duer – point!

Kravet er et hurtigt succes-fiks. Mario Götze har ikke tid til en tilvænningsperiode, for der står næppe mange med ”Willkommn”-bannere, når han træder ind på det smukke stadion i Ruhr.

Jeg håber og tror, at han bliver en succes, og jeg glæder mig som et lille barn til at se BVB løbe på banen med Marco Reus, Pierre-Emerick Aubameyang, Andre Schürrle og Mario Götze i front.

Echte Liebe!

 

Dansk klubfodbold er et dyrt og dårligt produkt

Heldigvis havde jeg mine børn med og vejret var skønt, da jeg tog til fodbold i Farum.

Heldigvis havde jeg mine børn med, og vejret var skønt, da jeg tog til fodbold i Farum.

Der skal omtænkes en hel del ting, hvis dansk fodbold ikke skal sættes fuldstændig af på den europæiske scene inden for de kommende år. Selvfølgelig ikke set i forhold til England, Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig. Heller ikke sammenlignet med Holland, Portugal, Belgien, Grækenland, Rusland, Ukraine og Schweiz (og listen er givet længere). De lande indhenter Danmark næppe de næste mange år. Men i forhold til Polen, Sverige, Norge, Tjekkiet, Kroatien, Skotland og lignende, skal der bruges kræfter på at holde fast.

Hvis man gerne vil have syn for sagen, så skulle man prøve at lægge vejen fordi Farum og se Superligafodbold. Det gjorde jeg i torsdags, da OB var på besøg. Det var hyggeligt, for jeg havde hele min familie og flere gode venner med på solskinstur på det lille stadion med kunstgræsbane, men den sportslige oplevelse var mildt sagt tarvelig.

Hvad er det så, der ikke virker? Nærmest det hele.
Havde jeg ikke et arbejdsmæssigt eller følelsesmæssigt tilhørsforhold til en klub, så ville jeg sandsynligvis aldrig gå på stadion i Danmark. Det koster 145 kroner at komme til Superliga-fodbold i Farum, hvor ingen har noget at spille for, på et underlag som samtlige anførere – bortset fra FC Nordsjællands egen – vurderer som den ringeste i Danmark. Hjemmepublikummet er nogenlunde så festligt som Nakskovs bymidte en sen tirsdag eftermiddag i november. På et tidspunkt blev der så stille, at “trommeslageren” i FCN’s support begyndte at tromme, og de eneste, som stemte i var OB’s fans. Således kørte det et par minutter, at FCN-trommen spillede klappe-kage med OB-fans. Det var sjovt og temmelig bizart. Jeg har i hvert fald ikke oplevet det før.

Fodbolden er af en kvalitet, hvor man ikke sjældent sidder og tænker, at man selv kunne være med. Så føler man sig latterlig, når man lige har afleveret 145 kroner for at komme ind.

Jojo, jeg ville da blive kørt på røv og albuer i en Superligakamp, og det ville de øvrige tilskuere formentlig også, men bare følelsen får mig til at blive grusomt irriteret. Mængden af uprovokerede fejl, hvor en spiller for eksempel triller bolden ud over sidelinjen i et forsøg på en indersideaflevering af tre meters længde, er utrolig stor.

TV-aftalen i dansk fodbold er ganske stor, og klubberne har den seneste dekade haft en fornuftig mulighed for at styrke butikken, men det er gået den anden vej over stort set hele hele linjen. FC København har fået et fint hold, men er man ikke glødende FCK’er, så går man næppe i Parken for at se den slags fodbold, som Ståle Solbakken leverer. Personligt skal alle de store ligaer ligge stendøde hen, før jeg sætter mig og ser en FC København-kamp i fjernsynet.

Jeg tror på, at oplevelsen for tilskuerne skal have en klat maling. Det er lige så dyrt at komme ind på udebaneståpladserne i Farum, som det gør at komme ind på ståpladserne i Dortmund, Berlin osv. Det er latterligt. Det skal være billigere at komme ind, og det behøver heller ikke koste en formue at købe en øl og en hotdog.

Her har OB lavet et seriøst tiltag ved at gøre det meget billigt, at komme ind med OB-trøje på ståpladserne eller at erhverve sig et ståplads-sæsonkort. Det skal fynboerne have ros for, men jeg tror, at det ud fra et forretningsperspektiv er en god idé, for det giver kunder i butikken, og der kom næppe mange på Odense Stadion, hvis det kostede 145 kroner per snude til en regnvejrskamp mod Viborg i opgøret om 9. pladsen.

Jeg tror også, at spillerne skal gøre noget mere for deres publikum. Gør meget mere ud af at fejre sejrene, og vis generelt meget mere engagement. Kig evt. på, hvordan det gøres i Tyskland fra top til bund. Der skal kaste nogle trøjer ud hver eneste gang, så der kommer klenodier i omløb. Der skal jubles med ild i øjnene, mens knægten ved hegnet får en krammer eller lignende. Find dog på noget!

TV-penge er ikke nok til at føre dansk fodbold tilbage blandt de 15 bedste lande i Europa. Tilskuerne skal være med.  Og med den kvalitet, som holdene leverer på banen i disse år, så er det åbenbart at mange fans bliver hjemme, passer på pengene og ser Messi i TV i stedet.

Generelt er dansk klubfodbold blevet et alt for dyrt og alt for dårligt produkt, som lever af, at vi er nogle med følelserne i klemme i forhold til klubberne.

Alle, der i dag så OB tabe på hjemmebane til allerede nedrykkede Hobro, vil vide, at jeg har ret. Dansk topfodbold er i en skidt forfatning.

Jeg har danset til James Blunt!

Blunt

Hvor svært kan det lige være at tabe sig på fire uger og få sin krop i form, så de 38 år, der står på dåbsattesten også passer på den vægt, der kan måle kroppens alder? Hårdere – og en hel del anderledes – end forventet.

I de godt to uger jeg har været i gang med at få min krop i gear hos Ör&sund efter flere år med stilstand og cola, har jeg udsat både min muskulatur og min hjerne for udfordringer, som jeg aldrig havde forestillet mig, at nogen kunne få mig til.

Jeg har løftet jern i stride strømme, siddet i yogastilling og sagt »nameste«, ligget på ryggen med et fleecetæppe over benene, mens en instruktør har fortalt en historie om at svæve over bjerge, jeg har sågar lavet tunsalat på skyr – og på toppen af det hele har jeg danset til James Blunts ‘You’re beautiful’.

Et af de mest nederdrægtige musiknumre, man kan udsætte mine øregange for.

Sidstnævnte episode indtraf, mens jeg sammen med 20 andre ‘dansere’ havde indledt en time på »rygholdet«. Og »vi skulle jo lige være varme«.

En dansende lemming

På disse hold følger man sin instruktør som en lemming, og hvis jeg ikke lige havde fået et klart øjeblik midt i dansen, havde jeg sikkert slet ikke lagt mærke til musikken. Men det gjorde jeg, og det gjorde nærmest fysisk ondt, da jeg så mig selv i det store spejl, mens jeg trippede rundt til Blunts nasale stemme.

Mit ungdoms-‘jeg’, der helst lyttede til Dead Kennedys og Sex Pistols var brudt sammen i gråd, hvis det havde set 20 år frem i tiden, og mit voksen-‘jeg’ var med garanti blevet gjort arveløs på stedet.

Sagen er, at jeg har lovet, at min træner i disse uger, Tinna Maria Nielsen, har råderet over, hvad jeg skal trænes i. Der cykles, løbes, pumpes, strækkes og trækkes i alle ender og kanter af kroppen, ligesom de 15 dage har budt på en massiv kost-ændring uden for meget sukker, fedt og cola med sødemiddel. Temmelig overvældende, når man aldrig nogensinde har behandlet sin krop sådan.

Det hele værd

Alligevel blev jeg mandag morgen bevidst om, at det nok er det hele værd. Da jeg steg op på Tinnas vægt for tredje gang, var der endelig valuta for anstrengelserne.

Efter to uger havde jeg sagt farvel til 2,1 kilo. Forhåbentlig er der hovedsageligt tale om fedtforbrænding, og er jeg heldig, kan det endda være endnu mere, hvis det er lykkedes at bytte noget fedt ud med muskler – fedt vejer som bekendt mindre end muskler.

Vægtreduktionen gav mod på at fortsætte med arbejdet, og jeg kan ikke sige mig fri for, at det er begyndt at blive behageligt at gå til træning. Ikke lige mens det står på, for der er ingen bold, og de fleste øvelser er ikke ligefrem kendetegnet ved andet end hårdt arbejde eller besværlige stræk.

At min krop nyder turen, er der efterhånden ingen tvivl om. Mit mentale helbred skal der måske pusles lidt mere om, for når jeg ligger med næsen kvast ned i en yogamåtte, mens den ene arm og det andet ben stritter, mens jeg bliver bedt om at spænde i mavemusklerne, så ændrer mit ‘jeg’-billede sig en lille smule hver gang.

Ser du i de næste uger en mørkeblå Volkswagen Up trille rundt i gaderne med nedrullede vinduer og hårdtpumpet hip-hop bragende ud af højtalerne, så er det nok mig, der leder efter mig selv. Men pas på, måske byder jeg op til dans …

 

Fitness-udfordringen

Fra udgangspunktet »ja tak til bold, nej tak til fitness« er Helsingør Dagblads Andreas Mayerhofer gået i træningslejr i fitnesscentret Ör&sund i Humlebæk.

På fire uger skal jeg overbevises om, at der er gode grunde til at begynde på fitness-træning. Den udfordring har et team i Ör&sund taget op. Der er lagt træningsprogram, lavet tidsplan og givet kostråd, som jeg skal følge i fire uger.

Første dag var mandag den 11. april. Her fik jeg målt min såkaldte ‘body age’ til at være 48 år, og jeg er netop fyldt 38. Avisen følger min kamp for at komme tilbage til min egen alder og måske finde kærligheden til fitness-sporten.

 Artikel fra Helsingør Dagblad den 27. april 2016.

Jeg bliver snart 50 år og jeg er lige fyldt 38

andreasJeg har aldrig været særlig vild med at dyrke sport uden bold. Men nu prøver jeg!

“Du er tyk, og din krop er 10 år for gammel.”

Det er essensen af, hvad den meget søde personlige træner fortalte kort efter, at jeg var trådt ind i fitnesscenteret for første gang. Hun sagde det selvfølgelig pænere, men det var ren kosmetik.

Meldingen var leveret af ‘ondskabens maskine’. En tarvelig størrelse af en vægt, der ikke bare slynger et tal ud, men samtidig spytter en væmmelig strimmel ud, som fortæller en hel del om ‘rigets tilstand’. og det er åbenbart ikke så godt!

Jeg har et behov for briller, men jeg er ikke blind. Derfor har jeg jo godt luret, at min højde og drøjde nok ikke helt spiller sammen. En tre-fire måske fem kilo for meget var min egen opfattelse, der ofte er blevet slået ud af kraniet igen med en »det kan jeg hurtigt gøre noget ved.« Det var alderen, der gjorde nas. Ondskabens maskine konkluderede denne mandag morgen, at jeg var 48 år gammel! I tirsdags var det 38 år siden, at jeg entrerede verden med en perfekt vægt på cirka 3.600 gram.

Da jeg kiggede over på Tinna – min træner og dommer – havde jeg mest lyst til at skrige HJÆLP, men nøjedes med et »hvad gør jeg?«. Betoningen kunne nok ikke skjule panikken.

»Det skal vi nok få styr på, men jeg vil da godt sige, at der skal arbejdes for det,« sagde hun – igen meget pænt.

Kan jeg elske fitness

Årsagen til at jeg overhovedet sad her i kælderen under fitnesscenteret Ör&Sund skal findes et par uger tilbage.

Her blev jeg kontaktet på redaktionen med en invitation til at besøge etablissementet i Humlebæk. Jeg ringede tilbage kort efter med ideen:

‘Kan I få mig til at elske fitness på få uger?’.

Min tilgang til fitness har i de første 38 år af mit liv været et klokkeklart ‘nej tak’. Had er ikke en fjern betegnelse, når jeg tænker på spinningcykler, løbebånd og vægttræning omgivet af en masse mennesker med en pænere form end min egen.

Hos Ör&sund var man friske på den udfordring.

Træneren bestemmer

Træneren får i grove træk lov at bestemme over min tid de næste uger, og jeg kan ikke sige nej til pilates, yoga eller spinning, hvis min træner sender mig af sted. Til gengæld har jeg frie hænder til at skrive lige så negativt eller positivt, som jeg oplever træningsdagene i centeret.

I går var første dag i Ör&sund. Jeg fik et træningsprogram, jeg fik en guidet tur i torturmaskinerne, og jeg fik en god portion kostråd. Alt sammen med sigte på at gøre mig yngre og måske finde en fitness-hylde, hvor jeg hører til og bliver glad.

Bevægelse uden bold har aldrig sagt mig det store, men jeg tror på, at jeg kan finde fitness-glæden. Om jeg kan finde glæde i et liv uden aftenchokolade/aftenchip/aften-alt-muligt-sødt-og-fedt, cola og fredagsvin i de kommende uger. Det tror jeg bliver værre end et rygestop forsøg, men nu giver jeg det et skud.

Gulerødderne er handlet, colaen er smidt på loftet, og i dag skal jeg til pilates.

 

Kloppos genkomst fusede ud

de seneste otte år har jeg ganske ofte kørt, sejlet og fløjet til Tyskland for at lade mig overvælde af Jürgen Klopp og hans raske drenge fra Borussia Dortmunds energi. De har altid leveret varen i form af ufortyndet underholdning. Klopps ekstremt udadvendte ageren på sidelinjen har hver gang begejstret mig og de 80.000 andre mennesker i vores nærhed. Sådan endte det ikke i torsdags, da Kloppo vendte »hjem« til Ruhr.

I stedet for gul og sort er træneren i dag blevet rød efter sammensmeltningen med Liverpool, og jeg var ikke i tvivl, da jeg fik meldingen, at Klopp og Liverpool havde trukket Dortmund i Europa League. Den kamp ville jeg kæmpe hårdt for at overvære. Så mange gode historier i en enkelt kamp var simpelthen for attraktivt til at lade passere min næse forbi.

De sort-gule farver har en stor plads i mit store fodboldhjerte, men Liverpool har også sin plads heri, om end den er noget mindre. To af »mine« hold i kamp mod hinanden. Det er altid både skizofrent og tiltrækkende.

Samtidig synger begge holds publikum You’ll Never Walk Alone kort før kampstart. Jeg havde før i torsdags oplevet YNWA adskillige gange både på Anfield og på Westfalen, men sunget sammen … Det var ganske enkelt den mest sexede fodboldforestilling, jeg kunne komme i tanke om, og jeg blev ikke skuffet. Det kunne Mozart ikke have komponeret bedre.

Jeg ved det, for jeg var der!

Gennem den danske BVB-fanklub lykkedes det mig at skaffe en enkelt billet, og jeg aftalte at rejse til Tyskland med de tre øvrige lodtrækningsvindere.

Vi to fra København mødtes med de to jyder i Hamborg, og der fra gik det i samlet flok i en lyseblå Renault Twingo mod Dortmund.

Man kan ikke forestille sig, hvor meget fodboldsnak fire drenge, der på kryds og tværs har få eller slet ingen tidligere møder med hinanden, kan nå at konsumere på en køretur fra Danmark til Tyskland. Det er vanvittige mængder. Gårsdagens Champions League-kampe, Dortmunds sæson, perspektiverne for kampen samme aften og så videre og så videre og så videre. Selvfølgelig blev der også vist frem af fjerpragten – hvem har været hvor og hvornår. En Champions League-finale mellem BVB og Juventus i 1997 tog prisen og bliver nok svær nogensinde at toppe.

Jo længere ned i Tyskland vi nåede, jo mere begyndte det at summe i maven af forventning. YNWA, Klopp, BVB vs. Liverpool i en europæisk kvartfinale! Så gjorde det mindre, at kroppen var begyndt at brokke sig over at være fladrøvet i så mange timer i træk.

Tre timer før kickoff trillede Twingoen ind på p-pladsen ved siden af det overdådige Westfalen Stadion i Dortmund. Besøg i fanshop og indtagelse af den obligatoriske currywurst blev ordnet, inden vi klokken otte gik ‘indenfor’. Det er altid en god fornemmelse, når billetten giver den rigtige bip-lyd og indgangs-apparatet lyser grønt.

Nå, men ind kom vi, og vi var klar til at hylde spillerne i opvarmningen, mens ‘Die Gelbe Wand’ var ved at blive fyldt. I europæiske kampe, må der ikke engang være halvdelen af de 26.000, der normalt STÅR på sydtribunen, når der spilles Bundesliga-kampe.

Kort før kampstart kom det første af de øjeblikke alle havde ventet på … You’ll Never Walk Alone – måske den mest ikoniske fodboldsang i verden – blev leveret af de 65.812 tilskuere, der sandsynligvis alle havde kroppen overstrøet med gåsehud, da musikken blev skruet ned, og omkvædet blev nærmest skreget ganske a cappella.

Summende af fodboldlykke vendtes godt 130.000 + et par hundrede kameralinser derefter mod spillertunnelen. Nu måtte ham ‘Kloppo’ da snart komme. Mod sædvane havde han ikke vist sig i opvarmningen. Op til kampen havde top-træneren udtrykt irritation over, at kampen i så høj grad handlede om hans person i stedet for den vigtige kvartfinalekamp.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet – måske en guitarsolo, en koldbøtte, eller Kloppo i en 80 meters spurt ned mod først Liverpools fans og siden mod sydtribunen. Intet af det skete naturligvis. Han er jo »bare« en fodboldtræner, og han agerede bare som sådan. Stille, rolig og helt almindeligt, tja, nærmest kedelig.

I hvert fald spillede han og Liverpool kedeligt. Håbet om det store fodboldfyrværkeri fusede hurtigt ud. Med den relativt lave status som Europa League har i storklubberne, kunne man godt forvente, at begge hold ville spille friskt til. Det blev aldrig tilfældet i torsdags.

Kampen var alt andet end et fyrværkeri. Jürgen Klopp tog sit gode tøj og gik, da han ikke længere magtede at få Dortmund til at præstere de forventede resultater. De svigtede hovedsageligt, fordi Dortmund ikke kunne finde koden til modstandernes forsvar, når de stod meget dybt og ikke efterlod rum til at løbe på for BVB’s lynhurtige offensiv. Det havde Klopp desværre ikke glemt, for han havde helt tydeligt dikteret mådehold med fodboldhumøret i The Reds’ omklædningsrum før torsdagens kamp, og derfor blev det med enkelte undtagelser en kamp, hvor Liverpool ventede på Dortmund, og hvor Dortmund alt for sjældent var dygtige nok til at komme forbi den røde mur. Jürgen Klopp jublede heldigvis da Liverpool scorede (jeg hader de der forstillede tavse fejringer, når stjerner møder deres tidligere klubber), og han lavede et diskret »rundklap« efter kampen, og så kunne han rejse hjem med et fint 1-1-resultat efter en gang tørvetriller-bold.

Stemningen led denne torsdag under forestillingen og det besværlige resultat. Sydtribunen prøvede som altid at vække stadion, men det var svært, og da Liverpools ganske tilfredse medrejsende fans brød ud i en genopførelse af YNWA mod slutningen af kampen, forblev BVB-tilhængerne tavse. De ville hjem og vente på returkampen – og det ville jeg også.

Når man har 750 rejsekilometer i benene fra tidligere på dagen, så er der nærmest uvirkeligt langt hjem til København fra Dortmund, når klokken slår 23.30, man stadig venter på at komme ud med bilen, og at fodboldkampen tilmed var en fuser.

Heldigvis var Twingo-driveren frisk, og han hamrede det lyseblå lyn til Hamborg på et par timer, og så kunne jeg efter en lille ‘lures’ køre resten af vejen uden at være til fare for trafikken.

Jeg nåede lige at kysse fru Julie godmorgen og sende børnene i skole, inden jeg tiltede om. Fodbolden havde denne gang ikke været værd at køre så langt efter, men oplevelsen vil jeg ikke være foruden. Det var fodboldhistorie, og jeg var der.

Næste gang jeg sidder med tre fodboldtosser i en bil, så skal historien om Kloppos genkomst da helt sikkert luftes. Og hvem ved. Måske bliver den bedre og bedre med tiden.

At fodboldrejse er at leve.

I aften sætter jeg mig til tv’et og krydser fingre for BVB.

 

UEFA! Hit med min påske

Sur Andreas

FIFA og UEFA har tyvstjålet påsken!

To latterlige landsholdstræninger – og andet er en landskamp om 0 point i Herning jo altså ikke – betyder, at klubfodbolden over hele Europa ligger stendød, og det er mildt sagt topirriterende.

Det er som om, at det faktum at færre og færre gider landsholdene, det får dem som bestemmer i fodbold til at genere os dagligdags-fodboldtilhængere endnu mere. I mange år har der i Danmark været tradition for et tætpakket påskeprogram, hvor Superligaen blev sat på spidsen ikke så langt fra sæsonafslutningen. For tilhængerne var det en fest. Der var rigeligt med fridage til at retfærdiggøre en tur på stadion selv i de mest tidspressede familier, og de ekstra inkarnerede fans fandt også snildt plads til en udebanetur skærtorsdag eller 2. påskedag. Nu er der bare stille og tomt på de danske stadions.

Jeg var endda lige kommet ind i den smukkeste  påsketradition. Hjemme hos Martin og Rikke samledes en masse gode mennesker med en fælles passion. Snaps til frokost og øl til fodbolden ude på Odense Stadion nogle timer senere. Nu rækker Martin FUCK til påskeharen! Det er ikke godt UEFA.fuck påsken

Nu ved jeg godt, at nogle vil hævde, at landsholdet er det største og vigtigste. Og det er okay, og det må I gerne synes. Men jeg konstaterer at 9 ud af 10 fodboldfans, som jeg kender og dyrker fodbolden med, de hader de her landskampspauser. Og de hader endnu mere, at det nu også  går ud over påsken.

Kære UEFA/FIFA/DBU. Er I klar over, hvor kedeligt det er at sidde og se en kamp, hvor det mest ophidsende er, at Lasse Vibe bliver skiftet ind. I skal være søde at lægge jeres tarvelige træningskampe på onsdage (ikke i påsken!) – som i gamle dage – så I ikke ødelægger weekender mv. for os andre.

Der er så stille i Spanien

 

Jeg er kæmpe fan af spansk fodbold i almindelighed og af Real Madrid i særdeleshed. Derfor rejser jeg fra tid til anden til den spanske hovedstad for at kigge med fra Estadio Santiago Bernabeus smukke tribuner. Fodbolden er vidunderlig, men stemningen er besynderlig.Klaus og Andreas på Vicente Calderon

Når man rejser 3.000 kilometer for at se fodbold, er det naturligvis med en idé om, at man skal ned og underholdes. Og underholdning er der rigeligt af fra grønsværen, hvor nogle af verdens bedste spillere løber rundt – og de er tilmed mine verdens bedste spillere. Derfor kommer jeg også så ofte som muligt tilbage til den spanske hovedstad for at få lagt top på mine tribuneoplevelser.

For nylig var jeg igen “hjemme” i Madrid. Denne gang med hele familien, for byen kan en hel del mere end fodbold. Der mangler noget vand og strand, men alligevel er Madrid min foretrukne feriedestination. Mad, kultur, folk og fodbold findes ikke bedre.

Da Real Madrid var en tur i Valencia for at spille mod Levante, besluttede min søn og jeg – nok mest mig – at vi ville besøge lillebror, Atletico Madrid, som i øjeblikket er storebror. Rygterne ville vide, at Vicente Calderon var et af Spaniens mest stemningsfulde med masser af gang i et entusiastisk publikum. Det håber jeg ikke, vil jeg sige.Atletico panorama

Der var godt nok tale en almindelig liga-kamp midt på ugen mod Real Sociedad, men stemningen var bestemt ikke værd at skrive meget om. Fortællingerne om et stadion, hvor der synges og råbes fra alle tribuner med en intens atmosfære til følge var i hvert fald ikke til stede denne aften. Der blev klappet og råbt GOOOOOOOOOOOL!, de tre gange, hvor hjemmeholdet scorede, men derudover var det helt tydeligt en mellemregnings-kamp. Dem ser man selvfølgelig i mange ligaer, men i verdens bedste burde det ikke være så udpræget. Hverken på et oldgammelt, nedslidt, men bestemt cool Vicente Calderon, Bernabeu og efter sigende også Camp Nou, hvor jeg har til gode at overvære en fodboldkamp, formår at pumpe en stemning om med mindre, at der er tale om helt særlige kampe. Jeg kunne jo via TV se, at Atleticos fans var ved at vælte stadion af begejstring ugen efter, da der var Champions League mod PSV Eindhoven.

Jeg håber, at jeg får mulighed for at opleve mange andre spanske stadions i mit liv. Der skulle være sjovt på tribunerne i Bilbao, i Sevilla, i Valencia hos Rayo Vallecano i Madrid og et par andre steder. Det gad jeg godt opleve.

Hvad skal der til for at tænde op under et madrilensk publikum? Jeg har kun oplevet det, da Real Madrid kom bagud til Mallorca med 30 minutter tilbage af kampen. To mål af Raul og van Nistelrooy fik stadion til at eksplodere, og her blev sejren sunget hjem af 80.000 særdeles medlevende fans. Det er sjovt, at de kan, men at det kommer frem så sjældent.

De skulle kigge til Tysklands tribuner. Spillet har måske ikke helt samme kvalitet, men de imponerende flotte stadions i vores naboland er fyldt til bristepunktet hver eneste uge, og her er stemningsskabende fans ad libitum.

Helhedsoplevelsen er vildere og sjovere i Tyskland sammenlignet med Spanien. Og det på trods af, at der ikke er nogen Suarez, Messi eller Ronaldo.

Nu er vi familie

En sommeraften for mere end 29 år siden brød jeg sammen, da ondskaben sejrede og mit største idol blev passeret fem gange i den mexicanske hede. Jeg græd også dagen efter, da jeg vågnede, og først ud på eftermiddagen var mine tårekanaler tørlagte. Jeg opsøgte mine far med spørgsmålet om, hvor denne Emilio Butragueño spillede. Min far fik et tomt blik i øjnene, da gårsdagens rædsler passerede revy for hans indre blik. “Real Madrid” svarede han og blev noget paf, da jeg drejede om på hælen med ordene “okay, nu er jeg Real Madrid-fan”. Det har jeg ikke fortrudt. I de første år måtte jeg nøjes med resultaterne på Politikens resultatsider om mandagen – læst på hovedet naturligvis, for avisen var min fars. Senere blev det oftere og oftere, man kunne se disse hvide engle på tv. De kom til Odense flere gange, og i 1994 fik Lars Høgh sin hævn over ‘Gribben’, da OB sendte Real Madrid af UEFA-Cuppen. Den største aften i mit fodboldliv – jo, den største! I fodbold er der ingen grund til monogami, såfremt kærligheden ikke hører til inden for samme landegrænser. OB er stadig bedst, størst og flottest, men drengene fra Bernabeu er heller ikke så tossede. Og i dag har jeg fået post fra ham, der startede det hele, og vi er blevet familie. Tak for de pæne ord og de mange sjove år, Emilio!

Mig og Emilio

”Jeg har det, som om jeg skal græde, far”

Den jubel der sprang frem i min søn Klaus’ øjne, da Martin Spelmann for et par uger siden scorede til 2-1 for OB mod FC Nordsjælland, glemmer jeg aldrig, og det gælder også, hvis min hukommelse en dag svigter. Det er jeg overbevist om, for øjeblikket har brændt sig fast på min nethinde.

Målet blev scoret dybt inde i dommerens tillægstid, så sejren var i hus få sekunder senere. ”Jeg har det, som om jeg skal græde, far,” lød det fra den lykkelige dreng. En drengs første oplevelse med absolut fodboldlykke!

Jeg har selv oplevet disse adrenalinsus en masse gange, og det er vel ret beset derfor, at man som fodboldfan kommer på stadion uge efter uge, år efter år, generation efter generation.

Det var denne gave, jeg oprindeligt ville give videre til mit eget afkom, men gave er måske en lige lovlig positiv fortolkning af det, jeg serverede for ham.

Da jeg førte ham ind gennem tælleapparaterne på Odense Stadion den 21. april 2011, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig så tungt et forløb i forhold til at få min søn til at omfavne OB med en stor bunke fodboldkærlighed. Selvom Peter Utaka bragte OB foran den dag for næsten præcis fire år siden, så endte FC Nordsjælland med at tage sejren. Nedtur! Og de har ramt det fynske fodboldflagskib i en lind strøm siden. Min søn kom med på stadion for første gang nærmest på den dato, at OB’s nedtur startede, og den er som bekendt ikke slut endnu.

Siden har hans stadionoplevelser været tre nederlag til FCK, et nederlag og en uafgjort mod Brøndby, en uafgjort mod Sønderjyske, et nederlag til Lyngby, to nederlag mere og en uafgjort i Farum Park mod det hold, som var blevet Klaus’ onde ånd i fodbold. ”Jeg vil gerne med, for det er sjovt, selvom vi altid taber, når jeg er med,” lød det resignerende forud for hans 12. livekamp for to uger siden. Det var svært at argumentere imod, og jeg prøvede med et, ”det skal jo nok komme en dag”. Jeg har næppe lydt særlig overbevisende. ”Jeg er nok voksen, før jeg oplever min første sejr,” lød svaret fra drengen, der er født midt i Nordvestkvarteret i København, og han bombarderes hver dag med venner, lærere, pædagoger, fodboldtrænere, mv., som holder med FCK.

Klaus må ikke holde med FCK. Det er en husregel. Det kan han gøre, når han bliver 18 år og selv må bestemme.

Men efter den seneste tur til Farum er jeg også ret sikker på, at OB og Klaus nu er venner for livet.

Suset over den længe ventede sejr var ikke mindre af, at FC Nordsjælland havde udlignet til 1-1 i det 90. minut, og knægten i et par minutter havde været ustyrlig skuffet over, at han ikke kunne få sin sejr. Den kom heldigvis alligevel, og det var i sandhed Klaus’ sejr.

Min søn ved mere end de fleste jævnaldrende om både dansk og udenlandsk fodbold, og han ser alle de kampe, han får lov at komme i nærheden af. Det er blevet hans hobby og passion, og den passes og plejes.

En sjælden gang i mellem tager vi den helt ud, og så får han trods status som elev i anden klasse også lov at se en Real Madrid-kamp i Champions League, selvom der er skoledag dagen efter, og kampene først slutter sidst på aftenen. Jeg husker selv disse Europa Cup-aftener som noget helt særligt fra min barndom.

Måske var man en smule klatøjet dagen efter, men ofte havde man været vidne til noget helt fantastisk aftenen før, og man vil få svært ved at overbevise mig om, at et par timers søvn havde været sundere og bedre for mig og min udvikling. Det var magisk at sidde der under min fars arm og se de bedste spillere i verden udfolde sig inde i skærmen.

Og kan man være mere heldig end at dele sin passion med sin søn? Umiddelbart ikke.