Jo, det kan det betale sig at tabe

Forleden læste jeg, Peter Ebbesen, som er turneringschef i Divisionsforeningen, udtale, at det aldrig kan betale sig at tabe, så det gav IKKE den store mening for holdene at gå på banen for at tabe i sidste runde af Superligaens grundspil. Det er noget sludder.

Hvis OB taber til Randers i dag, så vil fynboer i værste fald (Lyngby slår Horsens) være otte point fra nedrykningsplayoff. Spiller OB uafgjort og går forbi Hobro, som spiller i Brøndby, så vil OB i værste fald (AGF og Silkeborg vinder) være et point fra nedrykningsplayoff!.  Vinder OB og går forbi Hobro, vil der i værste fald (bl.a. at AGF og Silkeborg vinder) være tre point til nedrykningsspillet. Så mener nogle, at man skal lade være med alle de regnestykker … undskyld, men det er forholdvis simpel matematik, og min datter på otte år ryster på hovedet over situationen. Hun bruger langt fra al sin regnekapacitet, inden hun proklamerer: “Det er da dumt, hvis OB ikke taber”.

De her folk med gode intentioner for det sportslige skyder helt forbi i min verden. Der snakkes altid om, at man skal gå efter det BEDSTE resultat. For flere hold i Superligaen er det i dag ikke sejren, som er det bedste resultat.

Kan det passe, at der er nogen, som hævder, at OB skal gå efter uafgjort, hvis der står 1-0 til Randers med 10 minutter tilbage?

Det forholder sig nogenlunde også sådan i bunden. De tre dårligste hold i rækken – målt på point – har en ret stor fordel af at ende sidst, fordi det vil give den på papiret nemmeste modstander i playoff-kampene. Derfor har Randers næppe den store iver for at slå OB … Det kan blive den mest bizarre kamp i Superligaens historie.

At gå ud og spille for ikke at få point, er selvfølgelig ikke en køn øvelse, men det kan sagtens lade sig gøre. Man sparer selvfølgelig alle spillere med bare den mindste skavank, og når/hvis man kommer bagud, så lukkes der af, og angrebene bliver uden den store målsøgning. Ingen ydmygelse – bare cool business.

Jeg har også hørt argumenter om, at “det altid bedst kan betale sig at vinde, så man bygger sin vinderkultur”. Jo, det er rigtigt nok, hvis man ser på det store billede. Den ene kamp i dag, er malet på et andet lærred, og det kan klart bedst betale sig.

Det er ret sikkert, at et nederlag i dag er hurtigt renset ud af systemet for både OB, Randers, FC Helsingør, Sønderjyske mfl. i dag – desværre. For det er selvfølgelig ikke sundt, at strukturen er, som den er. Det skal der kigges på.

 

Over halvdelen

 

Et af mine livsmål: i en given sæson skal jeg kunne åbne avisen (ja, den af papir) og kigge på tabellen over Bundesligaen og se 18 hold, hvor jeg har været på alle 18 stadioner tilhørende disse hold.

I lørdags var jeg af sted med en efterhånden Bundesliga-erfaren vennegruppe i Leipzig for at se BVB Dortmund mod Red Bulls legetøj på det eneste østtyske VM-stadion Red Bull Arena Leipzig. Det var det 10. tyske stadion, jeg har besøgt.

Endnu en imponerende tysk fodboldkatedral, der passer vældig godt til sit publikum, og som gæst er der god plads, fint udsyn og høflig, velfungerende betjening. Det er der en hel del danske klubber, der i en flyvende fart skulle tage ned og kigge på og så få det kopieret.

Uden tyske tilhængere ville deres mange flotte stadioner ret sikkert fremstå som triste betontrapper, men det sker bare ikke i Tyskland.

I lørdags var ubetinget det besøg i tysk fodbold, hvor jeg har været udsat for mest tavshed, men det var så koldt, at publikum havde rigeligt at se til med at holde kulden ude af systemet. Selv de mest energiske BVB-tilhængere, der ellers nok ved, hvordan man sætter fart i tribunerne. Det var så absurd koldt, at der i Danmark havde været 1.000 tilskuere. I Leipzig var der 42.588 – auswerkauft. Selvfølgelig.

Kampen var trist, det var resultatet sådan set også, og der er slet, slet ikke nogen spænding om mesterskabet i Tyskland, men det er stadig en fodboldfest – omend en kold en – at gå til fodbold syd for grænsen.

Og jeg er et skridt tættere på et af mine – trods alt – mindre livsmål. Lige nu er jeg over halvdelen, men det ligner et blodbad af de andreaske stadioner til sommer, hvor tre af arenaerne på min liste i værste fald lægger græs til 2. Bundesliga efter sommerferien.

Her har jeg været:

Westfalenstadion (BVB Dortmund)
Volksparkstadion (Hamburger SV)
Veltin-Arena (Schalke)
Borussia Park (Bor. Mönchengladbach)
Allianz Arena (Bayern München)
Olympia Stadion (Hertha Berlin)
Weserstadion (Werder Bremen)
Volkswagen Arena (VfL Wolfsburg)
Red Bull Arena (RB Leipzig)
RheinEnergieStadion (1. FC. Køln)

Den største aften

http://www.marca.com/futbol/real-madrid/2018/01/24/5a690a1022601dba318b462c.html

OB’s sejr over Real Madrid i den 6. december 1994 er stadig den største dag i danske fodbolds historie.

Først i onsdags skete det igen, at Real Madrid havde vundet en cup-kamp på udebane for så at blive slået ud på hjemmebane. OB er med 2-3 hjemme og 2-0 ude fortsat det eneste hold nogensinde, der har gjort det i Europa Cuppen. Nu har Leganes med 0-1 hjemme og 2-1 ude gentaget kunststykket i Copa del Rey.

Sidste år før Champions League-kvartfinalen noterede Marca, at BAyern Munchen skulle lave en “Odense”. I går var OB igen referencepunkt i den største spanske sportsavis. Gracias!

Når lokomotivet taber vognene

I aften så jeg en vældig bizar kamp. Paris SG skilte senneps-drengene fra Dijon fuldstændig ad med 8-0, og det var nærmest et mirakel, at det ikke blev en to-cifret sejr.

Jojo, det kan man da godt grine af, men så må vi også, når smilet er tørret af, holde op med at tale om lokomotiverne, der trækker ligaerne fremad. PSG er helt åbenlyst et fodbold-lokomotiv af den allerfineste slags. Det er bare et lokomotiv, der for længst har tabt vognene. Og det er selv om Monaco vandt mesterskabet i 2017. Hovedstadsklubben fører allerede med 11 point i Ligue 1, i 2016 vandt den med 31! point, i 2015 med otte, i 2014 med ni og i 2013 med 12 point.

PSG og de mange milliarder klubben er blevet tilført fra Mellemøsten har revet den franske liga fra hinanden. Heroppe i Danmark kan vi sagtens sidde og klappe og synes, det er fantastisk, hvad det grotesk voldsomme Paris-angreb kan udrette, men det er nok ikke super sjovt at være Dijon-fan her til aften. Jeg vil godt love, at de alle sammen gerne ville skrupskide på Neymars hælafleveringer og Mbappés ekstreme fart med bolden, hvis de kunne undgå at tabe 0-8.

Det er IKKE godt for fransk fodbold, at Paris er så gode- Det ødelægger illusionen for de mange tilhængere af en masse andre hold. Og efterhånden holder de op med at gide og komme på stadion, og så er det kun sådan nogen som mig og en stor flok japanske turister, der sidder tilbage på tåbeligt dyre sæder i Paris.

Og problemet er det samme om det foregår i Danmark, Frankrig, Tjekkiet, Tyskland, Spanien eller England.

Fodbold lever af spænding og tilhængernes drømme. Det skal være sådan, at man som Hannover-fan, OB-fan eller Leicester-tilhænger hver eneste sommer tænker, “i år bliver det”, selvom man kognitivt er helt klar over, at det ikke sker. Den drøm er der helt sikkert ikke nogen, der løber rundt med i Saint Etienne i disse år.

Så er jeg med på, at der er kultur-forskelle, og at det fx. i Portugal og Spanien er institutionaliseret, hvem der skal blive mestre, og det virker som om, at det er et vilkår i de lande. Jeg synes ikke, det skal være sådan.

Jeg hører tit argumentet om, at lokomotiverne vinder point til UEFA-koefficienten o.lign. Ja, det er rigtig nok, men det er stort set altid snak, der kommer fra journalister, som er påtaget neutrale, eller fra fodboldfagfolk. Der er nok ikke mange Dijon-fans, der i dag glæder sig over fransk fodbolds opstigen på Europa-rangstien. For i aften fik de at mærke, hvor ondt det gør hjemme i den franske liga, at der er et lokomotiv, der er stærkt nok til at trække i de allerbedste ligaer.

I forbindelse med tilskuerkrisen i Danmark bliver der ofte snakket om Sverige, som et land, hvor folk går på stadion i langt højere grad end i fx. Danmark. Der er en stærk fankultur. Jeg ved godt, at Malmö FF kører stærkt i disse år, men siden årtusindeskiftet har der været 10 forskellige mestre i Sverige. Det er da top-fedt og unikt, og jeg kan da ikke komme i tanke om noget, der må være mere fremmene for interessen for den lokale liga end spænding.

Hvis de storklubberne ikke tænker over at skabe hold, der passer til den kontekst de konkurrere i, så brager vi direkte ind i en overnational Superliga med de bedste hold, hvor smålandene ikke engang kan drømme om at være med, og så gider jeg i hvert fald ikke mere.

Når alt det sure er sagt. Wow, hvor er det vildt, som PSG spiller. Stjernerne er så forhippede på at score flest mål, at de bare går bananas i alle 90 minutter og gør det godt. For mig er PSG favoritter mod Real Madrid i CL 1/8-finalen.

Ikke alt er til salg i fodbolden

Game, set & match tysk fodbold.

Jeg elsker tysk fodbold, og jeg har gjort det siden den dag, jeg besøgte den første gang i 2004.

Man fatter ikke, hvor meget fodbold betyder for tyskerne, før man har været der … og så gør man det nok stadig ikke helt. På min første togtur til Dortmund blev mine venner og jeg stoppet af en gammel dame – klart på den tunge side af de 80 år – på banegården i Hamborg. Hun ville lige høre, hvad vi skulle, og hvem vi holdt med. Vi var tydeligvis fodboldfans.

– Vi skal til Dortmund og se dem blive mestre forhåbentlig, forklarede vi.

Hun svarede med et “hrumpf!”. Dem gav hun ikke meget for. Hun holdt nemlig med Werder Bremen.

16 timer senere besvimede en 60 år gammel dame i armene på min ven Mikkel, da beskeden kom fra Köln. Leverkusen var bagud med to. Dortmund var mestre.

For mange tyskere er fodbold selve glæden ved livet. Ikke mindst i de fattige kredse, og her er der mange med ‘Dortmunder-jungs’ imellem. De sælger ikke deres (fodbold)sjæl til (fodbold)djævlen. Og det gør man heldigvis heller ikke i mange af de andre klubber. Det er skønt og bekræfter, at der trods de tossede transferbeløb og lønninger er en fremtid for sporten – altså bare sporten.

Tak Tyskland!

FC Helsingør følger planen

Pascal Gregor skifter til FC Helsingør på en 2-årig aftale, der kom bag på hele Fodbolddanmark. (Foto: Claus Birch)

 

Pascal Gregor til FC Helsingør!

Det er ganske enkelt en sensation af de helt store på det danske transfermarked. Kan forsvarsspilleren bare tilnærmelsesvis genfinde sit tidligere niveau, så bliver han en kæmpe gevinst for FC Helsingør – og det er ikke en kritik af det hidtidige materiale. Gregor er bare en spiller med et niveau, der hører til på de øverste hylder, hvor småklubber som FCH og andre fattige oprykkere normalt ikke kan nå op.

Og med den tilgang bryder FC Helsingørs strategi også ud i lys lue. Klubbens sportslige ledelse har gjort præcis, som den sagde i sommer. Profilerne Mads Aaquist og André Riel blev solgt, hvilket gav transferkroner og lønkroner i kassen til at udvikle butikken. De penge er brugt til at tegne fuldtidskontrakter med adskillige spillere, og der er blevet penge til at lave aftaler med Patrick Olsen og Pascal Gregor, der har enormt potentiale med talenter et godt stykke over middel.

I sommer, mens kritikken udefra haglede ned over klubben på grund af de mange profilsalg, sagde både cheftræner Christian Lønstrup og direktør Janus Kyhl, at man ville se tingene an i efteråret, man ville ikke lave panikløsninger, og så skulle det hele passes til i januar. Om det er nok til overlevelse er ikke sikkert, men den valgte strategi er fulgt, og med efterårets sidste kampe in mente, er fremgangsmåden måske ikke så tosset. Det er blevet mere robust, og er der mål i de to nye angribere, Melvin Fritzell og Douglas Ferreira, så kan FC Helsingør blive stride modstandere for alle hold i Superligaen, og så er redning realistisk.

Osama Akharraz har fortsat ikke har gjort en positiv forskel i kampene, og da han blev hentet på sommertransfervinduets sidste dag, kan hans tilgang godt ligne en panikløsning. Undtagelsen der bekræfter reglen. Den tidligere AGF-profil har et halvt år til at bevise, at han stadig kan spille Superliga-bold, og det vil da være en god idé for offensivspilleren, for fortsætter han udtrykket fra efteråret, så er der vel ikke en klub, der vil sende en bøjet femører efter ham, når kontrakten udløber til sommer. Håbet i FCH er helt naturligt, at tilgangen af en spiller som Pascal Gregor vil få flere spillere til at skubbe brystet endnu længere frem og give et par procent mere. Hvis den slags er med til at inspirere Akharraz, så kan 1+1 pludselig give mere end 2. Og det skal der til, hvis et budget som FC Helsingørs skal skabe grundlag for overlevelse i Superligaen.

Selvom det er længe siden, at Pascal Gregor har spillet en betydende kamp, og det derfor er en smule usikkert, hvilken kampform han kommer i, så fortjener FC Helsingør et løft på hatten for den underskrift.
Som Lønstrup selv sagde: “Den havde jeg ikke set komme”.

Fodbold på universitetsk

Jeg havde ganske glemt min julegave fra 2016 – bogen “Fodbold”, skrevet af Jean-Philippe Toussaint. Men i julen 2017 fandt jeg den frem, og jeg fandt glæde.

Det er en kort og vældig god bog. En fodboldbog, hvis lige jeg aldrig tidligere har lagt mine øjne på.

Jeg var fanget ved introen: “Dette er en bog, som ingen vil synes om, hverken de intellektuelle, som ikke interesserer sig for fodbold, eller fodboldentusiasterne, som vil finde den for intellektuel. Men jeg var nødt til at skrive den …”

Den skulle klart have en chance!

Bogen er en gennemgang af hans oplevelser ved VM-slutrunderne fra 1998 til 2014. Den fransktalende belgier, som bor skiftevis i Bruxelles og på Korsika, er tilskuer ved nogle af slutrunderne, sidder hjemme i stuen ved andre, og i Sydafrika gider han nærmest ikke følge med.

Bogen fænger med sin generelle “grundglæde” ved fodbolden, som han har fået ind under huden siden barndommen. Nogle af beskrivelserne synes at jagte en lidt for høj hest at ride på i forhold til, at det er fodbold, han beskriver, men endnu flere er helt fantastiske. Som når han taler om fodboldtrøjer.

“Alt falder på plads og naturen bliver atter uforanderlig og tillidvækkende, når jeg som ved finalen i Yokohama i 2002 ser tyskerne spille i sorte shorts og hvide trøjer mod brasilianere i gult og grønt, men det er med et lille stik i hjertet af utilfredshed, af æstetisk ubehag og metafysisk uro, at jeg ser Brasilien spille i dybblåt eller værre endnu, ser de tyske spillere påtvunget den lodret zebrastribede rød-sorte rugbytrøje (er det Toulouse, er det Toulon), som de bar ved semifinalen ved Verdensmesterskaberne i 2014 i Brasilien. Jeg føler mig krænket, ikke mig selv direkte (jeg har prøvet det, der vsr værre), men barnet, jeg var engang, som er blevet berøvet den enkle og beroligende lykke ved at se tyskerne i al evighed løbe rundt på fodboldbanerne i sorte bukser og hvide trøjer”

Jeg elsker det, og sådanne højdepunkter er der rigelige af i bogen’ Fodbold’, hvor han sammenligner fodbold med kærlighedsakten, og hvor han fortæller om strømsvigt midt i VM-semifinalens straffesparkskonkurrence, som får den batteridrevne transistorradio med italiensk tale til at virke som en goddom for ham.

Hvis man kommer over de lidt tørre afsnit hist og her, så er det helt klart en bog, der bør læses. Både af intellektuelle og fodboldentusiaster.

“Intet ondt kan ramme os, mens vi ser en fodboldkamp. Ligesom det frontale og velsignede nærvær af et kvindeskød i visse af kærlighedsaktens positioner med ét slag får dødsangsten til at forsvinde, bedøver den i favntagets fugt og varme, holder fodbolden os radikalt på afstand af døden, mens vi ser på den. Jeg lader, som om jeg skriver om fodbold, men jeg skriver som altid om tiden, der går.”

Sig dog sandheden OB

OB valgte i dag at ophæve kontrakten med Izunna Uzochukwu.

Det er top-mærkeligt at afskibe sin bedste mark-spiller med udtalesen: – Vi har drøftet de muligheder, der var, og vi er nået frem til en fornuftig aftale omkring vilkårene for, at vi ville løse ham fra hans kontrakt.

Det var stort set ordene fra sportschef Jesper Hansen.

Det er så elendig kommunikation, at jeg slet ikke magter det. Hvordan kan OB’s ledelse tro, at det er en forklaring på, hvorfor man ophæver kontrakten med sit største – nærmest eneste – salgsobjekt bortset fra målmand Sten Grytebust.

Det er ikke sandsynligt, at en eneste tilhænger af OB er tilfreds med forklaringen.Og sådan er det alt for ofte med kommunikationen fra Fyn. Sig dog sandheden, når der sker nyt, og blodfattige udtalelser som ovenstående hjælper ikke til andet end rygter og surhed.

Et skørt fodboldår er forbi

2017 er nok det mest vanvittige fodboldår, jeg har haft, siden interessen for sporten ramte mig som fireårig i 1982.

Først og fremmest på grund af FC Helsingørs oprykning til Superligaen. Da jeg begyndte med at følge holdet for det lokale dagblad i 2011, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive Superliga-journalist med den kasket på.

Det skete alligevel en skør aften i Viborg i juni, og siden den dag har der været fuld fart på fodbold-kedlerne professionelt såvel som privat.

FC Helsingør fulgte fint med i den anden sæson i 1. division siden oprykningen i 2015, men da tre kampe på stribe endte med nederlag i maj, var der ikke mange, som bevarede drømmen om oprykning. Men det andet “fattige” hold i 1. division, Skive, gik også helt i stå, og derfor var der lige pludselig alligevel playoff-kampe i sigte efter udesejren over Vejle og hjemmesejren over Næstved.

Viborg var modstanderen, og Helsingør Stadion blev fyldt til sidste plads. FC Helsingør varmede op på banen ved siden af stadionbanen, og bad Viborg gøre det samme for at skåne den ikke Superliga-vante fodboldbane på Nordre Strandvej. Det gjorde jyderne ikke, og det lagde FCH-træneren mærke til.

– Vi har lige spurgt, om de ikke ville være søde at varme op på den anden bane. De sagde okay, og nu løber de alligevel rundt inde på banen. Jeg tror på karma, og det der kommer til at ramme dem, sagde Christian Lønstrup til mig, da vi snakkede sammen inden kampen.

Og han fik ret. Efter 1-1 i Helsingør bragte FCH sig i front i Viborg, men føringen blev udlignet, og i den forlængede spilledetid kom Viborg på sejrskurs, men de grønne jyder troede nok, at pladsen i den bedste række var sikret, lige indtil André Riel hamrede bolden i mål til 2-2. FC Helsingør var i Superligaen for første gang i klubbens historie, og byen Helsingør havde ikke haft et hold i den bedste række på denne side af anden verdenskrig.

Hvis FC Helsingør var blandt de fattigste i 1. division, så kom klubben nu til en liga, hvor den med afstand var dårligst stillet i forhold til økonomi. Enkelte spillere kom på fuld tid, men de bedst betalte fik fortsat meget mindre, end kollegaerne i de andre SL-klubber. Derfor blev FCH udsat for en åreladning af profiler, hvor savnet af Mads Aaquist og André Riel rent sportsligt viste sig med det samme, fordi holdet fik mere end svært ved at score. Efter den fine start dumpede oprykkerne ned i dybet, men uafgjort i Aarhus og sejr over Lyngby sendte holdet på juleferie foran Randers og med en god mavefornemmelse. Jeg tror fortsat på, at spillerne, der ikke spiller for millioner, men fordi de elsker fodbold kan klare sig i Superligaen. Det vil også være et behageligt frisk pust i en verden, der til stadighed handler mere og mere om at gøre få mennesker rige end om pokaler, hæder og ære i verdens bedste spil.

Der har været mange bizarre, skøre, vanvittige oplevelser det seneste år. Nogle gode, andre væmmelige.

Sportsligt var det værste var for mig uden tvivl kampen mellem Barcelona og Paris SG, hvor førstnævnte vendte 0-4 til 6-5 og gik videre. Det var da flot af holdet, som jeg hele mit liv har haft et særdeles anstrengt forhold til, men mængden af dommerfejl var så vanvittig, at jeg ikke kunne sove, og jeg gad slet ikke have noget at gøre med fodbold i dagene efter – selvom Dortmund havde vundet stensikkert og var videre. Diskussionerne efterfølgende, hvor Barcelona-tilhængere i hobetal forsvarede dommeren, og bad resten af verden glæde sig på fodboldens vegne gjorde mig moden til besvimmelse. Per Frimann stod i TV-studiet og hyldede Neymar, der på mirakuløs vis havde undgået et rødt kort, da tingene gik imod ham, og at Suarez – igen – filmede sig til straffespark blev slået hen som en bagatel – og sådan blev det ved. Det var absurd i en grad, som jeg ikke kan huske ret mange sammenlignelige fortilfælde. Er du uenig, at dommeren havde skylden for resultatet ? Så se lige kampen igen, for enten så du forkert, eller også kender du ikke fodboldreglerne.

Det sjoveste har været at følge FC Helsingør i efteråret, hvor et stadion bygget op af stilladser og containere har holdt hof for de bedste hold i Danmark – og det har klubben gjort godt. Direktøren i Brøndby har måske ikke fået sin vanlige logeplads, og VIP-menuen er indtaget i Slagter Baagøs pølsebod.

Fem – næsten seks – kampe i udlandet

Jeg burde egentlig have haft seks udlandseventyr på kappen i 2018, men efter rejsen til Dortmund og indgangen til Westfalenstadion kunne mine kammerater og jeg godt gætte, at noget var galt. Den gyldne væg var nærmest tom, selvom der kun var 30 minutter til kampstart mod Monaco i Champions League 1/4-finalen. Den plejer at være fyldt flere timer før anpfiff.
Så kom nedturen buldrende, da vi fik besked om, at spillerbussen var forsøgt sprunget i luften, og kampen var udsat til dagen efter. Heldigvis var det “kun” en håndskade til Marc Bartra, der var de fysiske konsekvenser af bomben, men vi skulle hjem på arbejde og gav vores fire billetter til taxa-chaufføren, der kørte os til lufthavnen. Der var tårer i øjnene, da jeg sad hjemme i sofaen om aftenen, og så kampen gå i gang. Helt til grin at gennemføre kampen så kort efter angrebet. De gule spillere kunne slet ikke følge med i kampen, og blev trods favoritværdigheden kørt ud af egen bane af Kylian Mbappé & co.

Jeg fik to nye stadioner på listen i 2017- Det ene var Las Palmas’ på Gran Canaria i januar. 1-1 mod Deportivo La Coruna på en stemningsforladt arena i Atlanterhavet. Den anden kamp var med min mor til London-derby på det olympiske stadion – nu London Stadium – hvor West Ham slog Christian Eriksen og Tottenham. West Ham, der havde haft en skidt sæson, tilførte bysbørnene det første nederlag i ti kampe. En okay kamp på et stadion, der 10 måneder efter at være flyttet fra det legendariske Upton Park endnu ikke havde fundet stemningen. Og det kostede ubegribelige 950 kroner per billet, som var hvide og købt gennem klubben. Det er dyrere end at se Real madrid på Bernabeu!

Senere på året gik turen til Hamborg, hvor Dortmund mødte HSV. Det var på det tidspunkt, tingene kørte for BVB, og sammen med min søn fejrede jeg sejren i Nordtyskland med en stor flok Dortmund-fans på det forrygende Volksparkstadion.
I Madrid så jeg Real Madrid vinde 2-1 i lokalopgøret på udebane mod Getafe. Min datters første Real-kamp, og få dage senere overværede min søn og jeg 1-1 kampen mod Tottenham på Bernabeu.
Jeg har været på den matrikel et par håndfulde gange efterhånden, og det står stadig som det bedste fodboldstadion, jeg har sat mine fødder på. Ikke det bedste publikum, men de bedste rammer.

“Mine” egne hold

Efter et rædderligt efterår i 2016 kom OB fint af sted efter jul, og med en vigtig sejr over AGF på 2-1 i sidste runde af grundspillet – mit første besøg på Aarhus Stadion i 30 år – kom holdet i en nemmere pulje i nedrykningsspillet, hvor de relativt sikkert sikrede livet i Superligaen. Det bedste man som OB’er kan opnå i disse år. I det netop forgangne eferår, var OB bedre med uden at være prangende. Højdepunktet var mod FCK, der blev slået 1-0. Det var længe siden. Lavpunktet var mod Silkeborg i sidste runde. At tabe 0-2 til et hold, der ikke havde vundet i Odense i næsten 20 år og som ikke havde vundet på udebane i hele sæsonen var så langt under niveau, at juleanden blev indtaget med en bitter smag i Odense.

Real Madrid hentede efter mange års venten mesterskabet i Spanien. Det var fortjent nok, for madrilenerne havde den mest komplette trup, hvor der var dobbelt op på verdensklasse på stort set alle pladser. Klubbens back-to-back Champions League-sejr med en overlegen finalepræstation med Juventus sat en tyk streg under dominansen. Den blev sat over styr i sommerpausen, hvor Alvaro Morata røg til Chelsea og James Rodrigues til Bayern München, mens træner Zinedine Zidane forpassede chancen for at hente nyt blod ind i truppen – en børnefejl. Karim Benzema kan ikke længere score mål, Gareth Bale er altid skadet, og Ronaldos indledning på sæsonen, da han reagerede tosset på et tosset rødt kort i  – det kostede ham fem dages karantæne i ligaen, og han er aldrig kommet i gang siden. Real Madrid gik ind i 2018 med 14 point op til Barcelona efter et 0-3-nederlag i El Classico lillejuleaften.

Borussia Dortmund vandt pokalen i Tyskland, og det var skønt. Blandt andet fordi, at Marco Reus, som klart er blandt mine favoritter de senere år, endelig fik en titel. Desværre ødelagde han korsbåndet i finalen, og det har vi lidt under siden. Det lignede ellers en stor sæson efter sommerferien, hvor BVB stak af, men pludselig gik alt galt. I Champions League stod det hurtigt klart, at Real Madrid og Tottenham var for stærke, og et fem points forspring i Bundesligaen blev på fem kampe skiftet til at være ni point efter Bayern München. Ved juletid var forskellen 13 point, og Schalke 04 ligger nummer to.

 

Helveg er ikke legendarisk i OB

juleaften var min ‘hovedpræmie’ en OB-legende-trøje, som Izunna spillede i mod Silkeborg i efterårets sidste kamp.

Et klenodie, som kommer til at pryde min samling, fordi min hustru vandt en auktion om trøjen. Af hjertet tak.

Men det undrer mig til stadighed, at det er Thomas Helveg, der er den fortidsspiller, som er valgt som “legende” i OB. Jo, han er da en væsentlig personlighed i klubbens historie. Men legende? Hvilket prædikat skal der så på Michael Hemmingsen, Johnny og Allan Hansen og selvfølgelig Lars Høgh mmfl.?

Thomas Helveg blev opfostret i klubben, og han var med til at vinde det seneste mesterskab i 1989 som 18-årig. Netop oprykket i seniortruppen fra en af de mest talentfulde ungdomsårgange i OB’s historie.

Han var god, og det gav mening, at Thomas Helveg fik en lang karriere i udlandet, og de 108 kampe på landsholdet giver ham utvivlsomt en stor plads i dansk fodbolds historie.

Men en en legende i OB – det er han ikke. Han har slet ikke spillet nok kampe i klubben til den titel, og han har tilmed lagt langt de fleste af sine bedste år i andre klubber. Det har ikke været tilfældet for de andre “Hummel-legender” i dette efterår. Kim Vilfort, John Stampe og Torben Boye har alle spillet langt flere kampe for deres legende-klub. Sidstnævnte nåede 560 kampe for AaB. I nakken på min OB-legendetrøje står der 178. Antallet af kampe, som Helveg spillede for OB.

Jeg var glad, da Helveg kom hjem til OB, selvom jeg vidste, at han som 36-årig nok var på vej nedad. Det havde jeg ret i. Han spillede nærmest ikke første halvår, og inden han stoppede i 2010, leverede han ikke mange stjernestunder på et ellers godt OB-hold.

Lige inden han stoppede sin karriere, fik han svinet nogle holdkammerater til for åben skærm, fordi han ikke mente, de trænede godt nok. Dagen efter var Kim Brink og Lars Olsen fyret i OB. Måske havde Helveg ret i, at Djemba-Djemba og andre ikke var fantastiske på træningsbanen, men om søndagen var afrikanerne klasser bedre end Helveg og hans venner i truppens anden fløj, og derfor blev de selvfølgelig valgt til kamp. OB var nummer 2 i Superligaen efter FCK tre år i træk i den periode.

Få måneder senere – december 2010 – sluttede han sin flotte karriere. Han fortsatte som assistenttræner i OB nogle år, og som resultaterne bevidner, var han med i en gedigen sportslig nedtur, da klubben skulle reetablere økonomien. Der er næppe noget i den periode, der berettiger en legende-status i den fynske ådal.

Thomas Helveg har i langt højere grad en plads i dansk fodbolds hall of fame end som legende-spiller i OB.